Ida tager sin læreplads som bådebygger 1500 km væk fra Danmark

”Jeg har altid elsket at rejse og opleve forskellige lande og kulturer. Min underviser Nana foreslog Frankrig som læreplads – Det lød super fedt, for jeg ville også gerne lære at tale fransk og bo i Sydfrankrig,” siger Ida, der står i lære som bådebygger fra U/NORD.
Portræt
Mød Ida der tager sin elevplads som bådebygger i Frankrig
Ida fra U/NORD Helsingør på sin læreplads som bådebygger

Hvorfor valgte du at blive bådebygger?

”Jeg arbejdede i mange år som dykkerinstruktør og startede i 2020 på universitetet for at læse biologi. Men det var meget stillesiddende og under corona, så følte ikke det var noget for mig. Jeg har brug for at være fysisk aktiv og har altid haft en stor interesse for havet og både.

En dag var jeg hjemme hos mine bedsteforældre og min bedstefars jolle var gået i stykker. Jeg googlede lidt omkring, hvordan man reparerer en jolle og fandt tilfældigvis frem til bådebyggeruddannelsen. Jeg ville gerne lære, hvordan man vedligeholder og reparerer en båd, så jeg tænkte nu starter jeg på grundforløbet.”

Hvordan er det at have læreplads i Frankrig?

Jeg har altid elsket at rejse og opleve forskellige lande og kulturer. Min underviser Nana foreslog Frankrig som læreplads – Det lød super fedt, for jeg ville også gerne lære tale fransk og bo i Sydfrankrig.
 

Jeg arbejder på et værksted, der samarbejder med flere skibsværfter. Min hverdag er meget på farten, hvor vi kører rundt til værfterne og reparerer både. Der er fokus på teaktræs dæk, træarbejde og interiør, som også er min interesse.

Rigtig mange værfter arbejder med glasfiber, men mange bådejere vil gerne stadig have trædæk.

Hvordan er det sociale på værkstedet?

”De er meget venlige og imødekommende dem, som jeg arbejder sammen med. Det er en anden arbejdskultur end i Danmark, hvor det godt kan være mere tidspresset. Der er større frihed og fokus på grundighed og det at give sig tid. Vi er kun 13 personer på værkstedet og det gør atmosfæren mere hyggelig.

Jeg elsker, at min hverdag er så omskiftelig. Den ene dag er jeg ude ordne trædæk på en båd i Cannes, og den anden dag er jeg i Barcelona for at montere borde på flere skibe. Der er god variation i opgaverne og det er fedt at komme ud på nye lokationer. Min første opgave var fx at bygge en fold-ud-trappe til en båd, når den var i havn. Det var komplekst, men en fed udfordring.”

Hvad drømmer du om at bruge uddannelsen til i fremtiden?

”Jeg vil gerne have min egen båd, som jeg kan vedligeholde selv. Det er godt med håndværksuddannelse og jeg kunne godt tænke mig at bruge den til at arbejde mere med interiør og design. Samtidig er jeg vild med den livsstil, som flere af mine kolleger har, hvor de arbejder om sommeren i deres hjemland og om vinteren i Frankrig på værkstedet. Det er en fed måde at arbejde på, som jeg godt kunne se mig selv prøve af i fremtiden.”

Vil du også arbejde med både i udlandet som Ida? 

Elev og underviser bygger en båd på Helsingør Tekniske Skole

Så læs mere om bådebyggeruddannelsen