Portræt

Maleren Melissa drømmer om at designe rum og stemninger

”Jeg har altid godt kunne lide at være kreativ med tegning og maling. Min drøm er at blive selvstændig og lege med farver, tapet, og designe rum og stemninger,” fortæller Melissa.

 Melissa er malerelev på Hillerød Tekniske Skole

Hvorfor valgte du maleruddannelsen?

Først valgte jeg at gå på det Frie Gymnasium, hvor jeg fik en kammerat, der lavede graffitikunst. Det vakte min interesse. Jeg har altid godt kunne lide at være kreativ med tegning og maling. Jeg kunne mærke, at jeg brændte meget mere for det, end for at gå på STX.

Fakta

Navn: Melissa

Alder: 17 år

By: Hillerød

Uddannelse: Maler

Studieretning: Bygningsmaler, GF2

Interesser: Producerer elektronisk musik og arbejder som DJ til privatfester.

Hvordan er det at være i lære som maler?

Jeg vil gerne i lære hos et malerfirma. Du møder ind hver dag kl. 7 og får en adresse, du skal ud på sammen med din svend. Arbejdet kan både være hos private borgere, virksomheder eller offentlige institutioner som fx en skole. Jeg kan rigtig godt lide den personlige kontakt med kunderne. Jeg lærer også at rådgive kunderne. Ordne træværk, slibe og male nyt lag. Spartle. Blande farver. Forstå farvekort og farvekombinationer. 


Hvordan er det sociale miljø på Hillerød Tekniske Skole?   



Vi er ca. 25 på holdet. Det er sjovt at gå sammen med nogen, der har samme interesse for maling. Og så er det samtidig fedt, at vi også er så forskellige. Jeg har fået nogle gode venner i klassen, som jeg tager til fredagscafé sammen med. Vi har en gruppe Snapchat og en tråd på Messenger, så selvom vi er spredt på vores elevpladser, så kan vi stadig følge med i hinandens liv.

Hvad drømmer du om at arbejde med, når du er færdig på teknisk skole?

Jeg drømmer om at blive selvstændig. Lege med tapet og farver. jeg vil meget gerne designe rum og stemninger.

Hvorfor skal andre overveje en erhvervsuddannelse? 

Det åbner op for mange muligheder. Hvis du har en kreativ side, kan du få lov at udfolde den. Du kommer til at udfordre dig selv med hænderne og hovedet - tænke ud af boksen. Du kommer direkte ud i erhvervslivet og kan arbejde med det samme. Og så er det da en klar fordel, at du tjener elevløn fra start.

Har du også en maler gemt i maven?

På skolen bliver du bl.a. undervist i farver, materialer, digital tegning, tegning af skitser og opmåling. Derudover får du fag som kvalitetssikring, produktudvikling, innovation og arbejdsmiljø.

Læs mere om maleruddannelsen