PORTRÆT

Cecilie: ”Jeg kan bruge min uddannelse til noget, jeg synes er sjovt”

Cecilie har en EUX-studentereksamen fra Lyngby Handelsskole, U/NORD og er lige nu business-elev i Københavns Lufthavn. Ved siden af er hun influencer med profiler på TikTok, YouTube og Instagram.

Cecilie Kragh-Christiansen, 2024, EUX Lyngby

Egentlig havde Cecilie Kragh-Christiansen ikke nogen ide om, hvad en EUX-uddannelse fra handelsskolen var, men da hun skulle søge optagelse på en ungdomsuddannelse, var det alligevel en EUX, hun valgte:

- Jeg havde ikke hørt om EUX før, men da jeg undersøgte mine muligheder og læste om de forskellige uddannelser, virkede det som om, at EUX var det rigtige for mig, så jeg satsede – og det har jeg ikke fortrudt. Jeg er så glad for uddannelsen, og jeg føler, at jeg allerede har fået rigtig meget med mig, som jeg bruger i min hverdag, siger Cecilie.

Cecilie fik sin studenterhue efter to år på EUX på Lyngby Handelsskole, U/NORD, og er nu business-elev i Københavns Lufthavn. Elevtiden udgør de sidste to år af EUX-uddannelsen, og når den er ovre, er man udlært og kan fortsætte ud på arbejdsmarkedet eller læse videre. 

Ved siden af sine studier har Cecilie profiler på Instagram, YouTube og TikTok, hvor hun tjener penge som influencer. Her bruger hun – ofte uden at tænke over det – meget af den viden, hun har fået gennem sin uddannelse på Lyngby Handelsskole:

- Jeg har altid været den pige, der postede alt muligt, og så har mine profiler bare bygget sig op stille og roligt og forskellige brands er begyndt at tilbyde mig samarbejder, siger Cecilie.

- Jeg er meget bevidst om, hvad jeg poster, og hvad jeg er værd. Jeg har lært en masse på min uddannelse om hele virksomhedsperspektivet og om markedskommunikation, som jeg har med i baghovedet, når jeg laver samarbejder. Det er også vigtigt at kunne forstå økonomien i det og være bevidst om, hvad mit produkt er værd. På den måde kan jeg bruge min uddannelse til noget, jeg synes er sjovt.

 

Influencer-karriere?

Cecilie Kragh-Christiansen, EUX, 2024

Det er ikke en karriere som influencer, der lige nu trækker i Cecilie. For tiden er hun meget optaget af sin elevplads i lufthavnen, hvor hun får lov til at prøve kræfter med mange forskellige administrative ting:

- Jeg laver både store og små ting. Jeg har blandt andet været med til at organisere en flytning og koordinere alt det praktiske omkring et lederkursus. Jeg sætter skilte op, hvis det er nødvendigt, og bestiller mad til forskellige arrangementer herude. Jeg prøver alt muligt, og det synes jeg er spændende, siger Cecilie.

Selvom drømmen ikke er en fremtid som professionel influencer, så har Cecilie fået meget med sig fra de sociale medier, som hun kan bruge, når hun er på arbejde:

- Jeg har fået mulighed for at se, hvordan virkeligheden er bag nogle store profiler, og den kan være helt anderledes end det, man lige ser. Jeg har også oplevet at maile meget med nogen, man ikke kender, og når man så møder dem, er de slet ikke, som man lige havde forestillet sig. Så jeg prøver virkelig at møde alle mennesker neutralt og ikke danne mig et indtryk af dem på forhånd.

Det særlige ved EUX-uddannelsen er, at den både giver eleverne mulighed for at få en studentereksamen, samtidig med, at de også kan få et svendebrev, når de har færdiggjort deres elevtid.

EUX Business-uddannelsen kan tages på U/NORDs handelsskoler i Lyngby, Hillerød og Frederikssund. På uddannelsen vælges en retningen inden for butik, handel eller kontor.

På alle tre handelsskoler er der ligeledes mulighed for at vælge en EUD-uddannelse, hvor man ikke tager en studentereksamen, men alene fokuserer på at blive faglært inden for business.

Læs mere om EUD- og EUX-uddannelserne eller besøg en af vores handelsskoler

To studenter fra EUX Business lykønsker hinanden med studenterhuen
Iværksætteri og business

Se hvad andre siger

Vælg en historie nedenfor og se video, billeder og historier fra andre

  • Mød Oscar der læser Kommunikation/IT-Design på HTX

    Personligt vil jeg gerne arbejde med noget i fremtiden, hvor jeg kan få lov at tegne.

    Oscar
    Kom/IT-Design