Mød Frederik, der er paramediciner og underviser på U/NORD

Frederik Bruun Lind har kørt ambulance i mere end 20 år – i dag er han også underviser på U/NORDs ambulancebehandler-uddannelse.
Frederik Bruun Lind, underviser, ambulance_24

Det var interessen for at undervise kombineret med et ønske om bedre arbejdstider, der gjorde, at Frederik Bruun Lind valgte at blive underviser på U/NORDs uddannelse til ambulancebehandler. 

Her arbejder han som underviser 32 timer om ugen – og samtidig kører han også stadig ambulance. 

- For mig er det vigtigt, at jeg følger med i, hvordan driften kører, så jeg kan bidrage til at påvirke uddannelsen i den rigtige retning og give eleverne de kompetencer, de har brug for, siger Frederik Bruun Lind. 

U/NORDs uddannelse til ambulancebehandler ligger i Hillerød og er en teknisk EUD. Uddannelsen tager omkring 4,5 år og veksler mellem skoleophold og elevoplæring ude i driften. 

Hvorfor valgte du at blive underviser?

Jeg har altid godt kunne lide arbejdet med elever, jeg har kørt som ambulanceinstruktør og stod for undervisningen der – men det er jo 12 timers-vagter, og det kan være svært at få til at hænge sammen med at have små børn, så for mig var det oplagt at få et job som underviser. 

Jeg kører også stadig ambulance ved siden af, og det er der en hel del af mine kollegaer, der også gør. Så der er generelt en god fleksibilitet fra skolens side til at få det til at gå op.  

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

Undervisningen starter som regel klokken otte, og så foregår det ved, at vi er en eller to undervisere på, der så underviser i enten teori eller praksis. 

Der er stor frihed i forhold til, hvordan man vil afvikle sin undervisning – så længe man opfylder læringskravene. Jeg tog et hold med ud for at vinterbade, da vi havde om hypotermi (nedkøling af kroppen) – det var selvfølgelig frivilligt, om de ville hoppe i, men jeg synes, det gav en god fornemmelse af, hvad det vil sige at blive afkølet. 

Hvis der er nogle emner, man har en særlig interesse for, har man også god mulighed for at påvirke sit skema i den retning. Og så samarbejder vi med Absalon, som uddanner sygeplejersker, om de mere teoritunge fag.

Hvordan er sammenholdet med kollegaerne?

Der er en god stemning på lærerværelset og et rigtig godt miljø. Vi sidder ofte om eftermiddagen og evaluerer på dagen – eller bare får en kop kaffe og hører, hvordan det går med hinanden. 

Frederik Bruun Lind, underviser, ambulance_1_2024

Der er nogle undervisere, der er paramedicinere, og som har mange års erfaring, og så er der nogle, jeg selv har undervist her på skolen for få år siden. Så der er en god blanding af kollegaer. 

Og så er det jo lidt atypisk, at nogle af de elever, vi har, også kan være vores kollegaer, når vi er ude i driften – det giver et ret unikt sammenhold. 

 

Læs mere om uddannelsen til ambulancebehandler

Kontakt

Dorte Funch Nielsen

HR Konsulent
91 33 00 14