Karrieredag 2024

40 virksomheder og 250 handelsskoleelever kom til Karrieredag på U/NORD

Pressemeddelelse

Hillerød Handelsskole, U/NORD afholdt onsdag sin årlige Karrieredag, hvor 250 elever fra Hillerød, Lyngby og Frederikssund var mødt op for at netværke med en masse forskellige virksomheder.

Elev- og lærepladser er en vigtig del af erhvervsuddannelserne – og netop af den grund var der onsdag mødt 40 virksomheder og cirka 250 handelsskoleelever op til U/NORDs Karrieredag, som blev afholdt på Hillerød Handelsskole. 

Til arrangementet kunne eleverne høre mere om de fremmødte virksomheder, netværke og altså danne sig et godt indtryk af, hvilke muligheder de har, når de til sommer skal starte på deres elevpladser ude i virksomhederne. Og der er brug for dem, lyder det fra en af de fremmødte virksomheder: 

- Eleverne er en mangelvare, så vi vil gerne slå et slag for vores elevpladser. Vi tager både elever til vores kontor, hvor man arbejder med tal og økonomi, og så tager vi også elever til vores eftermarked, hvor der er mere kundekontakt. Vi er meget glade for vores elever – og vil altid gerne have nogle gode, derfor er vi med i dag, siger Carina Stubbe, der er eftermarkedsansvarlig hos bilfirmaet Arne Stubbe Automobiler. 

- Vores elever bliver en del af vores lille familie, hvor vi gerne vil putte så meget ned i deres rygsæk, vi kan – og dygtiggøre dem til deres fremtid. Vi gør meget ud af, at de får ansvar og selvfølgelig også, at de er med i det sociale liv hos os.

 

Elevpladser med muligheder

Som en del af handelsskole-uddannelserne EUD og EUX skal eleverne ud på en elevplads hos en virksomhed, hvor de gennem to år bliver oplært i deres fag, samtidig med at de får prøvet forskellige arbejdsområder af. 

Til U/NORDs Karrieredag er der således mulighed for at høre virksomhederne og deres nuværende elever fortælle om arbejdsopgaverne og hverdagen på arbejdspladsen – ligesom nogle virksomheder også tilbyder praktikperioder, inden eleven beslutter sig. 

- Vi deltager i Karrieredagen, fordi vi gerne vil fortælle om de mange karriereveje, som man måske ikke lige kender til eller kan forestille sig, når man er ung og skal vælge uddannelse, siger Heidi Jensen, der er elevansvarlig i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. 

- Hvis man vælger en karriere i Forsvaret, kan man flytte sig mellem forskellige fagområder ikke bare i Danmark men i hele verden. Som elev i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse kan man specialisere sig i it, indkøb, administration eller økonomi. 

De cirka 250 elever, der onsdag formiddag var mødt op til Karrieredagen på Hillerød Handelsskole, er elever på U/NORDs handelsskoler i Frederikssund, Lyngby og Hillerød, og skal hver især have en elevplads, de kan starte i til sommer. 

På Handelsskolen går eleverne enten på en EUD- eller EUX-uddannelse med fokus på kontor, butik eller handel, og derfor var der også mange forskellige elevpladser at se nærmere på til onsdagens arrangement på U/NORD.  

 

Spørgsmål vedrørende ovenstående pressemeddelelse kan rettes til:

Cecilie Tørper Winström, Presseansvarlig U/NORD, Direkte +45 91 33 00 30, ctw@unord.dk