Mathilde, Jessica og Siff

Her er pigerne, der ikke er så mange af

Pressemeddelelse

På teknisk skole er der langt flere drenge end piger, men det holder ikke pigerne fra at vælge den uddannelse, de gerne vil have.

Kærlighed til blå blink, træ og kreativitet frem for tre år på skolebænken er blandt årsagerne til at Mathilde, Jessica og Siff har valgt at gå den tekniske uddannelsesvej. 

Jessica går på tømreruddannelsen og Siff på elektriker, mens Mathilde har valgt en teknisk 10.klasse på Hillerød Tekniske Skole, U/NORD.

Fælles for pigerne er, at de hver dag møder ind til undervisning eller på lærepladser, hvor der sjældent er ret mange andre kvinder. For de tre elever har det dog været uddannelsen, der har trukket mest – og ikke sammensætningen mellem mænd og kvinder: 

- Jeg ville gerne være i et værksted og lave noget, og så synes jeg, det er hyggeligt at rode med træ. Jeg ville blive så skoletræt, hvis jeg bare skulle sidde på min flade hele tiden, derfor valgte jeg tømrer, siger Jessica, der har valgt EUX-uddannelsen, hvor man både får en studentereksamen og et svendebrev.

For Mathilde var det drømmen om at blive konditor, der trak hende i retning af Teknisk 10.klasse – hvor der traditionelt også er flest drenge:

- Jeg er den eneste pige i min klasse – nogle dage er det sjovere end andre, men jeg vil gerne være konditor, og så kan jeg bruge min 10.klasse som grundforløb. Inden da vil jeg nok gerne ind i beredskabet – og der er der jo også flest drenge, men det skræmmer mig ikke, jeg vil gerne arbejde med blå blink. 

 

Fordel at være en pige

Hillerød Tekniske Skole, U/NORD huser en lang række tekniske erhvervsuddannelser indenfor de klassiske håndværksfag som blandt andet maler, murer, tømrer, VVS’er og elektriker, ligesom det blandt andet også er muligt at uddanne sig inden for gastronomi, service og til mekaniker. Uddannelserne er oftest ikke domineret af kvindelige elever, men det kan også have sine fordele, lyder det fra 17-årige Siff, der går på EUX-uddannelsen til elektriker. 

- Folk bliver nogle gange lidt forvirrede og tænker: Hvad skal du? Når jeg kommer med makeup og lange negle. Det er ikke det, de forventer af en elektriker – og så er det jo bare fedt, at jeg kan imponere dem, siger Siff.

- Jeg er rigtig glad for min uddannelse, det er et megaspændende fag, og så er der jo bare nogle opgaver, hvor man skal ind og lave noget på små steder på lofter for eksempel, hvor det er en kæmpe fordel ikke at være så stor. 

Siff har været med til at starte U/NORDs pigenetværk, hvor de kvindelige elever fra Hillerød Tekniske Skole mødes på tværs af uddannelser og diskuterer stort og småt om studiemiljøet. På møderne bliver der delt oplevelser og erfaringer – ligesom der også kommer konkrete løsninger på forskellige ting, der kan være med til at gøre studielivet lettere for pigerne på de mandsdominerede uddannelser. 

 

Spørgsmål vedrørende ovenstående pressemeddelelse kan rettes til:

Cecilie Tørper Winström, Presseansvarlig U/NORD, Direkte +45 91 33 00 30, ctw@unord.dk